Troubadouren Esben Langkniv gav motion til vores smilehuller.

Af: Jens Ole Pedersen
Publiceret: 29. september 2017 kl. 06:49

 Troubadouren Esben Langkniv fik smilehullerne frem  i de glade vise venners ansigter.


Fredag den 22. september havde Visens Venner i Kjellerup besøg af Esben Laursen, også kaldet Esben Langkniv efter en tidligere udgivelse af en CD med viser om Jens Langkniv.
Per formand bød velkommen og meddelte, at Eddy efter adskillige år i bestyrelsen har ønsket at udtræde;, og at hun er blevet afløst af undertegnede.
Efter en ”Hyldest til visen” bød Per velkommen til Esben, der straks kastede sig ud i tre grumme viser om Jens Langkniv, Lange Margrethe og Kong Erik i 1286. Herefter et par tankevækkende viser om krig (Den døde soldat) og død (den 4-årige pige med sin far på kirkegården). Bl.a. spørger den videbegærlige pige, hvorfor der står telefonnumre på gravstenene…
Endelig en vise fra Esbens barndom, hvor han husker sin bedstemors ret: Ruskomsnusk.
Inden vi kastede os over maden (som sædvanlig gode snitter) overbeviste vi i sang hinanden om, at septembers himmel virkelig ER blå…
En afdeling med nogle af vore lokale aktører omfattede Jens Ole med ”Hip Hurra” og visen om Uffe og Vermund, Lotte med to PH-viser, nemlig ”I dit korte liv” og ”Kys det hele fra mig”, Jørgen med ”Den offentlige mening” og ”16 tons”, Per med ”Fremtidens pensionist” og Brugtbilforhandleren” samt Tove med et par alvorlige viser af Tove Rasmussen: ”Demens” og ”Hold dig fra min mand”.
Efter kaffen lysnede det over agres felt, inden Esben i sin anden afdeling sang seks finurlige viser om vores nære liv, nemlig ”Tovlig verden”, ”Den nærige kælling”, ”Jeg skal ikke ha’ noget med herfra”, ”Du sku’ ha’ set mig, da jeg var smuk”, tragedien ”Væltet ølbil” samt ”Graceland og Bauhaus”, der handler om forskellen på kvinder og mænd, herunder behovet for at diskutere strikkeopskrifter kontra overvejelser om seriøst værktøj.
Efter stor applaus gav Esben efter publikums ønske et ekstranummer, meget passende ”Det allersidste ønske”.
Efter atter en god aften sluttede vi traditionelt med ”En viselig aften”.
Karsten Jørgensen

Oversigt over indlæg|Nøgleord: Ingen|Kommentarer (0)

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer på dette indlæg. Du kan tilføje en kommentar i formularen nedenfor.
Indlægget er lukket for nye kommentarer
Aktivitetskalender

Visekoncert i Hjarbæk
19. jul. 2018

Viseaften i AL-Huset
21. sep. 2018

Hele kalenderen