Visens Venner i Kjellerup fejrede sølvbryllup

Af: Jens Ole Pedersen
Publiceret: 7. april 2017 kl. 12:31

Se flere billeder klik her:    www.visensvenner-kjellerup.dk/billeder/jubilaeumsfest2017/

 

 

 


                                                           Læs Anders Thorhauges festlige beretning.

En 25 års jubilæumsfest kan ikke beskrives med få ord.

At skulle skrive referat af en 25 års jubilæumsfest i en forening, hvor man selv kun har været medlem i cirka 1½ år, må blive ud fra devisen:

”DET GÅR NOK, -  OG GÅR DET IKKE, SÅ GÅR DET NOK ALLIGEVEL.”
For det er heldigvis mennesker, hvis livsglade og udfarende adfærd, der skal skrives om, nemlig dem i Visens Venner i Kjellerup, som nu har været venner i 25 år.

Og derfor møder vi alle op i sølvbryllupstøjet og synger og spiser og synger og spiser og synger videre den ganske aften.
Efter at Tove havde budt velkommen og fremlagt planen for aftenens praktiske forløb, dels hvad der skulle foregå på den af et opfindsomt vise-medlem opstillede scene med bagtæppe, blomsterdekorationer og det hele, og dels om hvad den meget fornemme menu bestod af, så satte Per festen i gang med at udbringe en skål for de fremsynede arkitekter, der havde konstrueret den her sal stor nok til at kunne rumme os alle.

Men det var nu nok mere en undskyldning for at kunne starte rækken af de mange skåle, der i aftenens løb ville blive udbragt rundt om ved alle de små seks og otte mands borde, som var dækkede op med elegante grønne duge og pyntede med nogle dekorationer, som vidnede om, at den berømte og landskendte blomsterkunstner Tage Andersen ikke er rejst fra sin hjemby Kjellerup uden at efterlade sig en del af sit talent.

Med hensyn til menuen, bestående af tre retter, så skulle det senere vise sig, at den gjorde køkkenet i Vinderslev Forsamlingshus megen ære. 
Forretten, som var røget ørred med ægge stand og en velsmagende salat eller marineret rosa stegt andebryst i tynde skiver ligeledes fulgt af en lækker salat, alt efter behag og smagsløg. Til forretten sang vi en sang, der meget passende hed: ”Længsel efter maden”. Den er skrevet af Victor for år tilbage, specielt til visevennerne, og melodien er den samme som den der om ”våren i Nyhavn”.


Victor benyttede sig i aften af sit privilegium, som foreningens nestor, til at rose bestyrelsen og udtrykte, at de i bestyrelsen kunne være stolte af deres arbejde og deres resultater gennem de 25 år, der nu er gået med nogle af de samme bestyrelsesmedlemmer, som var med til at starte foreningen.

Han fremhævede specielt Tove som foreningens ”Grand Lady”, men lod Per selv tage stilling til, om han ville bære titlen ”Grand Lord”, når han blev forsikret om, at titlen er venligt ment og ikke skal bedømmes på udtalen.  
Derefter sang vi en vise om ”hyldest til visen”, som også var en vise fra en kabaret for en del år siden, og dengang fremført af Tove.


Det første nummer på scenen var duoen Jens Ole og Per som to ældre, godt ”besøfne” og stadig øldrikkende svenske herremænd i forrige århundredes klædedragt, syngende til Bents perfekte cembalo akkompagnement om de damers udseende, facon og omfang, som de tilsyneladende betragtede fra deres balkon i dansesalonen på slottet. Perfekt og meget morsomt nummer.


Dernæst Kirsten med sit sirligt afdæmpede guitarspil til sangen om, hvor farligt det er at nyde alle de ting, der smager godt, for ”Der er noget farligt inden i”, efterfulgt af Eddy`s følsomme, klangfulde stemme i sangen om Quintura, en herboende grønlandsk kvindes længsel efter livet i Ammassalik, og om den sørgelige udgang på udlevelsen af denne længsel.


Herefter sang Ulla sin fortrydelse ud, over den behandling som hun åbenbart have bibragt sin underkuede, og nu bortgåede mand i deres lejlighed på Lyngbyvej, og bad ham så mindeligt om at komme hjem igen, så hun kunne åbenbare for ham de livets herligheder, som han tilsyneladende hidtil havde været afholdt fra at nyde. Elga Olga ville have kunnet lære noget.


Tove, i forklædning af en rigtig dagligdags husmor, som ikke rigtig havde fattet, hvad der skete rundt om hende, gav os på en meget indlevet og morsom facon et grundigt indblik i, hvad der foregår i de miljøer, som ikke mange bryder sig om at være en del af, idet hun skulle foregive at være præsidentfrue til den stedlige rockerboss, og skulle sørge for at hans våbenlager altid var intakt.


Og Per forklarede udtryksfuldt i en vel fremført monolog om, hvad han, her på deres sølvbryllupsdag, følte for og mente om sin kone Erna og hendes kvaliteter, både som selvisk, selvhævdende og dominerende hustru, og om hendes evner som syngende muse, ophængt i en byggekran i en lokal opførelse af musicalen ”Mød mig på Cassiopeia”, og hvordan det syngestykke kom til sin afslutning, og hvad han i øvrigt mente om ”Bjørn Poulsens” humor. Den humor, den ku` han sat`me ikke ta`.
Men monologen, den var lige til grin. 


Kirsten kom igen og sang om, hvordan alting tog l-a-n-g, lang tid i tidligere tider, dengang hendes frier trak hendes forventning om ægteskabets glæder ud til det yderste, og Ulla og Eddy afsluttede første del af underholdningen med, som ”dyden og moralen”, og med en meget sigende mimik, i form af to stramtanter, at belære os om, hvor unaturligt det i virkeligheden er at være normal.


Derpå gik vi ombord i den righoldige buffet, som var stillet an af de til lejligheden indforskrevne køkkenjomfruer, således at de af foreningens egne flittige køkkenmus, som til daglig påtager sig denne tjans, kunne holde fri denne aften og nyde festen sammen med os andre. Her viste Toves beskrivelse af den luksus, vi kunne vente os at holde stik, idet der var både lammesteg og kalvesteg, diverse salater med og uden broccoli og kartofler i forskellige krydderi-blandinger, og en herlig masse brun sovs, alt sammen noget, der fik ganens smagsløg til at overbevise os om, at Kirstens sang om alt det farlige, der givetvis var indeni, det skulle ikke tages alvorligt lige nu og her.


Anden del startede med Jens Oles forventninger om udsigten til at skulle beskrive resultatet af en bikini, der er krøbet under badningen ved badestranden Bellevue. Men han havde åbenbart ikke taget højde for den ændrede sammensætning i befolkningen, selv på en badestrand, hvor badenymferne, her i skikkelser af Ulla og Tove, jo nu om stunder kan være iført ”burkinier”. Et godt eksempel på, at visevennerne følger med tiden.


Dernæst kom Ida på scenen og formåede at få os alle til, i stående stilling og let march på stedet, at synge med på den fællessang fra Pers ”Ernas” Cassiopeia, der handler om at gå ud og gå en tur.

Og umiddelbart efter startede Gunnar på svensk, oversat til dansk og med egenhændigt mellemspil på violin, at synge om ”Min elskling du er som en rose” og formåede at få det ganske publikum til at synge med på sidste vers. 
Lotte brugte sin tid på de skrå brædder til at betro os, hvor meget hun måtte gå igennem for at undgå at være enlig kvinde, i en meget velsunget sang: ”Det da altid bedre end at være enlig”, som med en ud i mindste detalje forklarende tekst, der på visse steder lod hånt om det maskuline køns umiddelbare overlegenhed i en sådan grad, at hun godt kunne fortjente at være enlig. Vi blev dog enige om ved vores bord, at hendes eksempler ikke rigtig passede på hendes mand Bent, ------ så vidt vi vidste.


Ida stod for den internationale del af repertoiret, idet hun på følsom vis og med klar stemme sang ”Don`t cry for me Argentina” fra musicalen Evita.

Og Gunnar kom igen og betroede os, at han havde skrevet et brev til sit barnebarns barn om, hvordan hans eget liv havde været, i håb om at kunne bringe sine erfaringer videre, så ikke hver generation behøvede at skulle opfinde livet på ny hver gang.

Men Ulla fik os hurtigt i næste nummer om ”naturen det billige skidt” bragt over i en mere dagligdags tankegang om, hvordan vi bruger vore omgivelser, så mesterligt formuleret af Ulla og Halfdan Rasmussen i forening. ”Kill it” hed den.
Atter fik vi et eksempel på de triste kvindeskæbner, som får en tilsyneladende lykkelig udgang, idet Tove i melodiøs sang fortalte om Bryrups grimmeste kvinde Gerda, i skikkelse af Per i en forklædning, der passede ganske godt på sangens beskrivelse, og hvor hun i ensomhed må fejre sin tredive års fødselsdag, men tager sagen i egen hånd, og går til bal på kroen, hvor Karl Åge spiller el-klaver. Og resten, det kan ikke beskrives, det skal ses. Jubelen ville næsten ingen ende tage.


Pludselig var der både dessert og kaffe, og umiddelbart fortsatte aftenen med tredje akt, og med Jens Ole i et anatomisk særpræget udstyrsstykke som ”Steen med det ekstra ben”, og med sans for mimikkens og tonefaldets virkemidler i en sang    prøvede han at overbevise os om fordelen ved et sådant ekstra ben både i sport og politik.


Og igen oplevede vi et agitatorisk udfald mod den fri udfoldelse, idet Karsten med sin sang om afholdssagen, forsøgte at bilde os ind, at citronvand fremmer feststemningen lige så godt som snaps. Og han var lige ved at lykkes med sit forehavende, da han fik os til at synge med på omkvædet.


I sangen: ”Du er ved at gå i fælden Amalie”, hører vi om endnu en kvindeskæbne i skikkelse af Hanne, som er ved at kuldsejle under en tur på Bakken, men dog er af den snusfornuftige type, der, om end stærkt fristet og med flere opfordringer til sig selv, prøver at lægge bånd på sine lyster, hvorpå hun, sangens Amalie, alligevel går i fælden til sidst, da hun forfører en yngre mand, ------- ”og hun gjorde næsten ingen modstand”.


Dernæst kom Per med en forklaring på de skrammer man kan redde sig, når man er ude at lede efter sin sorte, bløde kat om natten, og begivenhederne tager en skæv retning, når ”mis”-forståelserne udfordrer naboskabet.


Lotte kom igen og gav i sangen ”Fordi de sidder som de skal de to”, om to i øjenfaldende årsager til nogle kvinders tilsyneladende succes i visse kredse.

Og Karsten sang om den længsel, som jo mange sange handler om, nemlig om det som man ikke har eller ikke kan opnå. Her drømmen om det at rejse ud med de store skibe, i sangen om ”Havnen”.


Hanne sang en sang fra hine tider, da der var kongebesøg på Grønland og både Knud Rasmussen og Peter Freuchen var til stede. Den beskrev levende stemningen og forventningen hos befolkningen, som man kunne forestille sig den. Omkvædet var på grønlandsk, og det klarede Hanne på eksemplarisk vis. Det gamle ord om, at man kommer langt, når man kan snakke fremmedsprog, slog tydeligt igennem.


Det store slutnummer var en livlig duet i operettestil med Lotte og Jens Ole i rollerne som hjorteglade Lotte og en springsk veterinær Orla Hjortekær, der mødtes i en duet om besværlighederne og fornøjelserne ved tilsynet af Lottes forvredne knæ, og som i fremførelse og udstyr ledte tankerne lidt hen på handlingen i ”The sound of Music”, hvor Christoffer Plummer godt og grundigt får fordrejet hovedet på den uskyldige nonne. Man må sige, et sprogligt meget ekvilibristisk nummer, der fremkaldte stor latter i salen.


Finalen med alle de medvirkende i kabareten på scenen i samlet flok og til afsyngelse med hele salen af ”En viselig aften” for femoghalvfjerdsindstyvende gang igennem årene var en værdig og festlig afslutning på 25 års fornøjelser.


Dog viste Per sluttelig sit formands talent ved dels at takke Bent og Victor for deres meget musikalske og professionelle akkompagnement til aftenens underholdning, samt lydmand Bent for en god styring af lyden, og endelig på rigtig gentlemans manér at give Ulla et kindkys for hendes 25 år i bestyrelsen.

Så kom ikke og sig, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. 
Det var i sin ”enkelthed” beskrivelsen af en ualmindelig fornøjelig aften i Visens Venner i Kjellerup, tak for det!!


Med venlig hilsen
Anders Thorhauge

 

Se flere billeder klik her:    www.visensvenner-kjellerup.dk/billeder/jubilaeumsfest2017/

 

 

   

 

Oversigt over indlæg|Nøgleord: Ingen|Kommentarer (0)

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer på dette indlæg. Du kan tilføje en kommentar i formularen nedenfor.
Indlægget er lukket for nye kommentarer
Aktivitetskalender

Viseaften i AL-Huset
15. sep. 2017

Viseaften i AL-Huset
13. okt. 2017

Hele kalenderen